Det mener Almen Modstand om almene boliger

De almennyttige boligforeninger er non-profit organisationer, der bygger boliger som er ejet i fællesskab af os der bor her. Den almennyttige boligsektor har en lang og stolt tradition for at bygge gode, betalelige boliger, som er kendetegnet ved beboerdemokrati.

Vi almene lejere sparer kollektivt sammen til renoveringer af vores boliger. Det er et system, der sikrer at vi selv kan tage ansvar for, at der er ordentlige og tidssvarende lejeboliger i by og på land. Opsparingen ligger i den selvejende institution kaldet Landsbyggefonden. Landsbyggefonden er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet for Landsbyggefonden er at fremme det almene byggeris selvfinansiering og vedligeholdelse. En del af Landsbyggefondens penge har politikerne rådighed over, og det er derfor, at regeringen nu har valgt at tage omfattende midler fra Landsbyggefonden til at finansiere Parallelsamfundspakken. Det drejer sig blandt andet om nedrivninger af boligblokke og renovering af ejendomme med henblik på salg. Det er altså penge, som lejerne selv har været med til at indbetale til, som nu bliver brugt på at sætte tusindvis af mennesker ud af deres lejlighed. Ligeledes er det penge, som i stedet kunne være brugt på at renovere vores almene boliger.

Den almene boligsektor har en enorm betydning for, at alle mennesker har mulighed for at bo i de større byer i Danmark. Vores lejeboliger, som der ikke skal tjenes profit på, er med til at holde priserne nede på boligmarkedet. De almene boliger har en stor del af æren for, at byer som Århus og København stadig kan bebos af mennesker med almindelige lønninger. I modsætning til de fleste andre storbyer i vores nabolande, hvor store befolkningsgrupper presses længere og længere ud af byen – da den bliver forbeholdt de få der har råd til at betale høje huslejer.

Almene boliger er ikke problemet. Statistikkerne viser for eksempel, at de 10 kommuner i Danmark, der har det højeste procentdel almene boliger ikke har et eneste boligområde på regeringens ghetto-liste. Derfor giver ikke mening at skyde skylden på boligformen og rive gode almene boliger ned eller sælge dem. Almene boliger er en del af løsningen på den økonomiske og sociale ulighed. Almene boliger danner rammen for blandede og inkluderende boligområder. Derfor mener vi, at der bør bygges flere almene boliger – ikke færre!

Historien om almene boliger


Dette er et uddrag af artiklen ”Hvem bor i København og hvorfor?” af Bjarne Steen Larsen i antologien ”Bidrag til en nær bykritik” af Bypolitisk Organisering (2018).

Hvordan vi bor, hvem der ejer boligerne og hvem der bor i København – dette ændres konstant. For at forstå boligmarkedet i dag, og prøve at forstå hvordan fremtiden tegner sig, er det nødvendigt at se på, hvad der er sket i fortiden. Boligmarkedets udvikling og finansiering i København hænger nøje sammen med beboersammensætningen i byen og dermed, hvordan livet i og imellem huse har udviklet sig gennem tiden. For øjeblikket er vi ved at komme dertil, hvor det at bo i byen efterhånden udelukkende er for dem, der lever på business class.

Almene boliger

De almene boligselskaber opstod på baggrund af idegrundlaget for byggeforeninger og andelsboligerne – men de var og er non-profit selskaber. Den form for almene boliger, som vi kender i dag, var oprindelig en del af Kanslergadeforliget fra 1933 og blev sat i verden for at tilfredsstille et behov for boliger frikoblet fra det private ejendomsmarked. Selvom alment byggeri er non-profit, er almene boliger meget forskellige. Der findes byggerier i forskellige kvaliteter og boligstandarden kan variere meget. Det afhænger bl.a. af byggeriets alder og politiske og økonomiske prioriteringer. Denne store forskellighed gør det svært at sige noget generelt om, hvordan det er at bo i en almen bolig i dag. Jeg synes dog, at det er vigtigt at gøre opmærksom på nogle af de overvejelser og idealer, som ligger til grund for selve idéen om de almene boliger.

Beboerdemokrati er grundtanken og idealet i alment byggeri. Dvs. at beboerne selv bestemmer i bebyggelsen og har flertallet i selskabet der administrerer boligerne. Ideen er, at de demokratisk valgte afdelingsbestyrelser træffer de mindre og løbende beslutninger, mens større investeringer skal til afstemning blandt alle beboere. Som jeg ser det er det netop i denne demokratiske grundtanke at den almene boligs store potentiale ligger, og derfor ser jeg det som den mest solidariske boform af de tre beskrevne. Det er dog sjældent, at disse tanker og idealer fremhæves, når der tales om almene boliger. Mediebilledet nedtoner de demokratiske aspekter og tegner et billede af almene boliger som en slags nødløsning, hvor man bor, hvis man ikke har andre muligheder. Dette taler også ind i den gængse forestilling om, at dét at bo til leje er økonomisk ufornuftigt og at lejen alene går til husejeren, sammenlignet med at investere i egen bolig. Den samme indstilling påvirker også beboerdemokratiet, for selvom der er meget indflydelse at opnå, så er der boligforeninger, der ikke kan få valgt beboerrepræsentanter. Beboerne er måske for pressede i deres hverdag. Mange, f.eks. unge, betragter deres almene boliger som midlertidig – den er enten en mulighed for at få en bedre bolig i selskabet eller et sted, de bor, mens de sparer op til at købe deres egen.

Man “tjener ikke penge” på at engagere sig i beboerdemokratiet. I alment byggeri vægtes en anden frihed, den der frigives når man ikke skal spekulere i om ens bolig mister værdi og hvad der vil være den bedste investering. I alment boligbyggeri bliver spørgsmålet om behov mere nærværende. Man er ikke afhængig af boligmarkedets konjunkturerne. Det almene boligbyggeri rummer som jeg ser det potentialet til at kunne bo på en solidarisk måde, men bl.a. det politiske system betyder også, at det ikke indfries i den grad, det kunne.

Den almene boligsektor er offentligt støttet byggeri, der støttes ud fra en tanke om at opføre boliger til rimelige priser og af høj kvalitet. Hver bebyggelse har en afdelingsbestyrelse, der vælges at beboerne. Bebyggelsen har sin egen økonomi, som beboerne årligt træffer beslutning om. bebyggelsen og dermed afdelingen er del af en lang række afdelinger beliggende i samme kommune f.eks. København og er organiseret i et boligselskab f.eks. KAB eller Lejerbo. I en almen bolig bestemmer boligselskabet, hvem der kan overtage boligen ved fraflytning på baggrund af de vedtagne regler. Forudsætningen for at få en almen bolig er, at man er skrevet op på en venteliste. Ventelisterne inden for de enkelte selskaber kan dog være meget lange – op til flere årtier for de mest attraktive boliger. At bo alment indebærer, at man har mulighed for at skifte bolig – efter behov og økonomi – via de såkaldte fortrinsrettigheder. Det betyder, at bor man først alment, kan man skrive sig op til andre boliger, og få dem tildelt efter hvor længe man har stået på venteliste (princippet om anciennitet). Der findes fællespuljer, enten i selve boligselskabet eller den fælles Byggeskadefond, der fungerer som økonomisk sikkerhedsnet mellem de forskellige byggerier. Herfra er det muligt at få økonomisk støtte f.eks. Hvis boligafdelingen står over for store vedligeholdelsesarbejder. Almene boliger udgør ca 20% af Københavns boliger.

Solidaritetens krise

Socialdemokratiet har efter 2. Verdenskrig arbejdet for, at hver familie får sit eget slot (læs: et enfamiliehus, minimum et rækkehus). Dette princip er godt støttet af de borgerlige partier. I Anders Fogh Rasmussens statsministertid blev der sat et frontalt angreb ind imod alle, der ikke personligt ejede en bolig. Andelsboligernes lånemuligheder blev stærk liberaliserede, så andelshaverne lige pludselig kunne tjene store, skattefri gevinster på deres boliger og vigtigere endnu – så andelshavere kom til at føle sig som – og kunne identificere sig med boligejere og spekulanter. Dette forsøgte man også at overføre politisk til de almene boliger. Lejerne fik tilbudt at overtage deres bolig til en attraktiv pris. Regeringen var stærkt inspireret af Margaret Thatcher i England, som fik succes med at privatisere den almene bolig. Heldigvis lykkedes dette ikke i Danmark – kun meget få almene afdelinger vedtog at sælge boliger til lejere – endnu færre blev faktisk solgt. Jeg tror, at det for Socialdemokratiets vedkommende formodentlig har været et ønske om at give middelklassen det, de ville have – et enfamiliehus – men fra de borgerliges side, er jeg overbevist om, at det skete ud fra et ønske om at gøre flest mulige til boligejere. Håbet var, som jeg ser det, at den enkelte ville se friværdien vokse og derfor stemme på partier, der fredede boligejerne, nemlig de borgerlige.

Hvis dette var idéen, er det desværre lykkedes ganske godt.

De ændrede lånemuligheder for de fleste boligformer var med til at skabe den finansielle krise i 2008, som blandt andet havde rod i den omsiggribende overbelåning og boligprisernes himmelflugt. Ingen regeringspartier har imidlertid fundet det nødvendigt at gribe ind i det ustabile marked, og ingen regeringspartier har politisk forsøgt at få ændret lovgivningen, sådan at den gevinst, man får, når man sælger sin bolig, bliver beskattet. Det betyder, at de fleste boligejere tjener store skattefrie beløb uden at røre en finger. På landsplan ejer omkring 57 % af de voksne selv deres hus, og der er altså tale om et sammenfald mellem det demokratiske flertal og boligejerne. Man kan altså sige, at strategien om at få folk til at identificere sig med og opføre sig som spekulanter er lykkedes på det nuværende boligmarked, og flertallet nyder nu godt af den øgede ulighed, som boliglovgivningen understøtter – med bred politisk opbakning.

Byggeforeningerne, siden andelsboligerne og de almene boliger opstod på trods af de kapitalistiske markedskræfter, der opstod i forbindelse med industrialiseringen og folks vandring fra land til by. Det var også her, den begyndende organisering af arbejderne, som også afspejlede sig i, at man selv ville bestemme, hvordan man skulle bo under ordentlige forhold på alle mulige måder, opstod. Den førte boligpolitik har siden forsøgt og delvis lykkedes med at ødelægge den enkelte beboers glæde ved at bo i fællesskaber. I stedet er boligen blevet til noget individuelt og mest med tanke på profit. En tendens, jeg desværre også ser andre steder end på boligmarkedet. Vi skal lære af fortiden og ikke overlade boligmarkedet til kommunes og private investorers ønsker om at bygge højere og højere og tættere og tættere og med færre og færre friarealer. Det gælder om, at ændre boligpolitikken lands- og kommunalpolitisk både økonomisk og planmæssigt. Det handler også om at ændre fradragsmulighederne for ejerboliger og kræve skat af gevinsten, når de sælges – det handler om at genoplive eller nytænke andelsboligerne, som det oprindeligt var meningen. Der er i København stort behov for, at der bliver bygget flere almene boliger i god kvalitet – arkitektonisk og byggeteknisk og til rimelige priser. Formue skal ikke være adgangsbillet – man skal kunne flytte ind og gøre sin indflydelse gældende i den enkelte boligafdeling, og i det kvarter og det bysamfund, man bor i, uanset hvem man er.