FAKTA OM SAGEN

OVERBLIK
En gruppe beboere i Mjølnerparken stævner Transport- og Boligministeriet for diskrimination og krænkelse af deres grundlæggende rettigheder.

Beboerne ønsker en anerkendelse af, at ministeriets godkendelse af udviklingsplanen for Mjølnerparken er i strid med lov om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtigelser, samt af den krænker deres grundlæggende rettigheder, herunder retten til lighed og respekt for deres hjem, deres ejendomsret og friheden til at vælge deres bopæl.

Sagen er vigtig, fordi den udfordrer udviklingsplanen, der betyder, at beboere i Mjølnerparken bliver opsagt på grund af ’Ghettoloven’. Sagen udfordrer dermed selve grundlaget for ‘Ghettoloven’. Alt efter sagens udfald kan det få betydning for samtlige udviklingsplaner for såkaldte ‘hårde ghettoområder’. Udfaldet af sagen kan nemlig betyde, at alle udviklingsplaner, der er lavet om at opsige beboere i ‘hårde ghettoområder’ er ugyldige, fordi de er strid med beboernes grundlæggende rettigheder.

Baggrunden for sagen er, at som følge af ghettoplanen skal Mjølnerparken som såkaldt ‘hårdt ghettoområde’ gennem en udviklingsplan reducere antallet af almene familieboliger til højst 40 % inden 1. januar 2030.  

Kategoriseringen af Mjølnerparken som et ‘hårdt ghettoområde’ er baseret på den danske stats skelnen mellem personer med såkaldt ”vestlig” og ”ikke-vestlig baggrund” – en kategorisering som bl.a. FN-Komitéen for Sociale, Økonomiske og Kulturelle Rettigheder anser som diskriminerende. 

Den afgørende forskel mellem et udsat boligområde og et ghettoområde er i dag, at andelen af beboere med “ikke-vestlig baggrund” overstiger 50 %. Kategoriseringen af et område som et såkaldt hårdt ghettoområde, der gennem en udviklingsplan skal reducere antallet af almene familieboliger, er derfor direkte knyttet til andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

HVAD ER ”IKKE-VESTLIG BAGGRUND”?
Med ghettolovgivningen skelnes såkaldte ’ghettoer’ fra andre områder med sammenlignelige socioøkonomiske vilkår på baggrund af, at flertallet af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Kategorien ’vestlig/ikke-vestlig’ defineres ikke lovgivningsmæssigt. Den defineres af Danmarks Statistik og anvendes alene i Danmark. Vestlige lande er de 28 EU-lande samt Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand. Australien og New Zealand tæller derfor ikke med som ”ikke-vestlig”, hvilket understreger, at den danske definition ikke er baseret på landenes geografiske beliggenhed.

En person har dansk oprindelse, uanset fødested, hvis han eller hun har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og er født i Danmark. For indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande gælder derfor, at ingen af deres forældre er både dansk statsborger og født i Danmark. Kategorien kan altså dække flere generationer og også personer, der er født og opvokset i Danmark.

 

FN-Komitéen for Sociale, Økonomiske og Kulturelle Rettigheder og den Rådgivende Komité for EU’s Rammekonvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal har udtrykt alvorlig bekymring over brugen af dette begreb. De har begge opfordret de danske myndigheder til at lave ændringer på området, og FN-Komitéen er bl.a. kommet med en anbefaling om at fjerne begrebet fra lovgivningen, da det er diskriminerende og marginaliserer beboerne yderligere. 

RETTEN TIL IKKE AT BLIVE FORSKELSBEHANDLET
Der er tale om diskrimination, hvis man bliver behandlet dårligere end andre på grund af for eksempel ens racemæssige eller etniske oprindelse. 

Det er ulovligt at udsætte nogen for diskrimination i forbindelse med spørgsmål om deres bolig. Det følger af lov om etnisk ligebehandling og EU’s racedirektiv. Diskrimination på ethvert grundlag forbydes også af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis en selvstændig rettighed, såsom retten til respekt for hjemmet, berøres. 


Kategoriseringen af et område som et såkaldt ’hårdt ghettoområde’, der gennem en udviklingsplan skal reducere antallet af almene familieboliger, er direkte knyttet til andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. 

Det er diskriminerende, at den afgørende forskel på et udsat boligområde og et ghettoområde er, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 %, da der er forskel på, hvilke regler der gælder for udsatte boligområder og ghettoområder. Man bliver med andre ord behandlet dårligere end andre, fordi man bor i et såkaldt ’hårdt ghettoområde’, som bl.a. er defineret ved, at der bor mennesker med en specifik etnisk baggrund. 

FN’s Komité for Sociale, Økonomiske og Kulturelle Rettigheder har fastslået, at kategoriseringen af et ’ghettoområde’ baseret på andelen af personer med “ikke-vestlig baggrund” er diskriminerende. 

 

RETTEN TIL RESPEKT FOR HJEMMET
Både EU-Domstolen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener, at tabet af ens hjem er en ekstrem form for indgriben i grundlæggende rettigheder. Det er yderligere blevet anerkendt, at tabet af et familiehjem sætter den berørte familie i en særlig sårbar position. 

EJENDOMSRETTEN
Godkendelse af udviklingsplanen er også et indgreb i beboernes lejekontrakter.

 

HVAD SAGEN HANDLER OM

Ved at lægge sag an håber beboerne på at få domstolens ord for, at Ministeriets godkendelse af udviklingsplanen er i strid med lov om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtigelser. Udviklingsplanen blev lavet i et samarbejde mellem Københavns Kommune og boligselskabet Bo-Vita og er godkendt af boligministeren. Den er lavet på baggrund af ’Ghettopakken’, der bestemmer, at der højst må være 40 % familieboliger i de områder, der er ’hårde ghettoområder’, hvilket betyder, at mange familieboliger skal nedlægges. 

 

Det er udviklingsplanen, der bestemmer, at beboere i Mjølnerparken skal flytte fra deres hjem. Beboerne, der har anlagt sagen, ønsker at få anerkendt, at udviklingsplanen er diskriminerende, hvilket er ulovligt i henhold til dansk ret, EU-retten og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvis godkendelsen af udviklingsplanen bliver anset som værende i strid med lov om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtigelser, kan det – alt efter sagens udfald – have den virkning, at grundlaget for, at et område kategoriseres som et såkaldt ghettoområde, er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

Sagen udfordrer dermed selve grundlaget for ‘Ghettoloven’. Alt efter sagens udfald kan det få betydning for samtlige udviklingsplaner for såkaldte ‘hårde ghettoområder’. Udfaldet af sagen kan, alt efter hvad domstolen kommer frem til, betyde, at alle udviklingsplaner, der er lavet om at opsige beboere i ‘hårde ghettoområder’ er ugyldige, fordi de er i strid med beboernes grundlæggende rettigheder.

 

HVILKEN TYPE RETSSAG ER DET

Det er et civilt søgsmål, hvor en gruppe beboere lægger sag an mod Transport og Boligministeriet. Sagen anlægges mod Transport- og Boligministeriet, fordi det er Boligministeren, der endeligt har godkendt udviklingsplanen for Mjølnerparken. 

 

Sagen er det, man kalder et anerkendelsessøgsmål. Det betyder i denne sammenhæng, at sagen ikke handler om konkrete opsigelser af beboeres lejemål. Sagen handler om at få anerkendt, at Ministeriets godkendelse af udviklingsplanen er i strid med lov om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtigelser.

 

HVIS SAGEN VINDES
Hvis beboerne vinder retssagen, har de domstolens ord for, at udviklingsplanen er diskriminerende. Alt efter sagens udfald kan det betyde, at alle udviklingsplaner, der omhandler opsigelse af beboere i områder, der er “hårde ghettoområder”, er ugyldige, fordi de er i strid med beboernes grundlæggende rettigheder. 

 

HVIS SAGEN TABES

Hvis beboerne taber sagen, har de mulighed for at anke den. Hvis sagen ankes, kan den blive behandlet igen ved en ny domstol, enten landsretten eller højesteret. 

 

NÆSTE SKRIDT I SAGEN
Sagen anlægges den 27. maj 2020 ved Københavns Byret. Det næste vigtige skridt bliver sandsynligvis vurderingen af beboernes anmodning om at henvise sagen til Østre Landsret, da principielle spørgsmål om lighed og grundlæggende rettigheder rejses i sagen. 

PARTERNE I SAGEN
Sagsøgerne er en gruppe beboere i Mjølnerparken. Sagsøgte er Transport og Boligministeriet.

Advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja fra advokatfirmaet Homann, Jacobsen og Khawaja fører sagen på vegne af gruppen af beboere. 

Open Society Justice Initiative støtter også sagen juridisk. Eddie Omar Rosenberg Khawaja og Justice Initiative har arbejdet tæt sammen på sagen med støtte fra lokale partnere, herunder boligbevægelsen Almen Modstand. 

ALMEN MODSTAND
Almen Modstand er et landsdækkende netværk af beboere fra forskellige afdelinger af det almene boligbyggeri. Almen Modstand er startet som reaktion på og modstand mod regeringens lovpakke “Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”. 

Læs mere om Almen Modstand og kampen mod tvangsflytninger på: Webside:www.almenmodstand.dk eller Facebook: https://www.facebook.com/almenmodstand/