Vores politiske grundlag og vores arbejdsprincipper
Politiske grundlag
Kampagnen er en udenomsparlamentarisk og partipolitisk neutral platform, der er forankret i de lokale boligområder. Alle individer og foreninger kan frit tilslutte sig kampagnen, hvis de kan acceptere dette grundlag og overholde de nedenfor nævnte principper.
Denne kampagne er opstået som reaktion på regeringens lovpakke “Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030”. Vi har valgt at bruge vores frustration til at organisere os som beboere i håbet om at skabe en folkelig modstand mod de politiske lovforslag, der snart vil ændre vores rettigheder og boligområder markant.
Vi kan ikke længere acceptere politikernes ghetto-paradigme, som vi mener stigmatiserer borgere på baggrund af kategorier som uddannelses- og indkomstniveau og stereotype forestillinger om etnicitet og nationalitet. Vi mener, at det er fuldstændig uhørt at forskelsbehandle et lands borgere og skabe ulige sociale rettigheder udelukkende på baggrund af adresse.
Vi mener, at lovpakken indeholder en lang række dybt bekymrende lovforslag som vil få store konsekvenser for både de beboere, som bor i de områder der er på regeringens liste, for alle lejere i den almene sektor og for boligmarkedet generelt. Regeringen og de partier, der har indgået de pågældende aftaler vil:
• Tage lejerettigheder fra os og starte en privatisering og fysisk nedrivning af vores boligområder.
• Underminere og tilsidesætte vores beboerdemokrati, hvilket truer vores ret til indflydelse på egne boligområder.
• Medføre yderligere social udstødelse af dem, der har mindst.
• Benytte tvang og kontrol til at håndtere sociale problemer.
Almen Modstand kampagnen har til formål at fremme selvbestemmelsen over hjem og nabolag for almene beboere. Vi vil fremme en demokratisk, inkluderende og solidarisk kultur og sammenhold i vores boligområder, og vi vil søge at være en platform, der kan påvirke den politiske magt for at sikre solidariske forandringer på boligområdet.
Arbejdsprincipper
Arbejde
Du skal bidrage med det, du kan; dette vil være forskelligt for alle, og det er fint. Det er okay at lave fejl. Værdsæt og anerkend andres arbejde. Kritik er vigtigt da det betyder at vi kan udvikle os, så hvis du har kritik, så del det med gruppen. Men hvis du giver kritik så vis respekt og hensynsfuldhed over for det store stykke arbejde, som mange har lagt i vores aktiviteter.
Diskrimination
Vi tolererer ikke racisme, aldersdiskrimination, homofobi, sexisme, transfobi, kapabilitet eller fordomme baseret på etnicitet, nationalitet, klasse, køn, sprogfærdigheder, opholdsstatus, nationalitet eller religiøs tilknytning..
Lydhørhed
Hvis du har handlet eller talt sårende og nogen bringer dette op, bør du lytte og reflektere over, hvad de siger og forsøge at forstå deres oplevelse, også selvom du tænker, at de må tage fejl, eller at det var uintentionelt, at du kom til at såre dem. Prøv ikke at fratage dig selv et ansvar.
Læring
Hvis der er noget, du ikke forstår, så bare spørg. Vi er alle ansvarlige for vores læring og for at dele viden med hinanden, i det omfang vi føler os i stand til det.
Sikkerhed
Benyt venligst ikke personfølsomme detaljer om og billeder af folk, der har været involveret i kampagne-relaterede aktiviteter, uden at have spurgt den pågældende om lov først.
Privilegier
Vær opmærksom på det rum du går ind i, samt de positioner og privilegier du selv medbringer, herunder raciale, klasse- og kønsmæssige privilegier. Tænk over hvordan dine ord, meninger og følelser er påvirket, og hvem de kan ekskludere eller krænke.
Samtykke
Før du berører følsomme emner, bør du spørge folk, om de er okay med dette. Forvent ikke, at dine fysiske eller følelsesmæssige grænser er de samme som andres.